Måske Frankrigs smukkest beliggende fiskerleje. Collioure er beliggende for foden af Pyrenæerne i en lille naturskabt havn, i den sydligste del af departementet Pyrénées-Orientales, ikke langt fra den spansk-franske grænse. Et ferieophold i Collioure giver gode muligheder for at udforske det bjergrige bagland eller for adskillige udendørsaktiviteter såsom klatring og canyon hiking, vandring, riverrafting, ridning og ski samt alle former for vandsport, golf og meget, meget mere. Der er ikke langt til de flotte badestrande ved Argelès, og hvis man vil en tur til Spanien, kan man nå at spise frokost i Barcelona og være tilbage igen samme dag.
Collioure er en af departementets allerstørste seværdigheder, som tiltrækker et utal af turister året rundt.
Den gamle bydel er yderst charmerende med smalle, snoede gader, høje stenhuse og skyggefulde pladser. De fleste restauranter og cafeer ligger ned til havnen, som byder på ægte sydlandsk stemning hele sommeren igennem. Byen domineres af den betagende borg
Château Royal, som blev opført under hertugerne af Roussillon og kongerne af Aragonien i 1200-tallet. I 1300-tallet blev området indlemmet i det Mallorcinske kongedømme, og i de efterfølgende århundreder benyttede Mallorca-kongerne borgen som deres sommerresidens. Borgen hørte under spanierne, indtil den i 1642 blev indtaget af den franske konge. Louis d. 14’s fæstningsarkitekt, Vauban, står for opførelsen af de ydre fæstningsmure. Borgen er åben for offentligheden. Overfor
Château Royal på den anden side af bugten ligger en fæstningsagtig kirke,
Eglise Notre Dame des Anges, fra det 17. årh. med et imponerende klokketårn.
Højt oppe på en bakke, syd for byen, troner det imposante Fort Saint-Elme, som blev bygget i 1552 af den spanske konge Charles V.
Fortet blev pga. sin strategisk gode beliggenhed benyttet som områdets centrale forsvarspost.
Tour de Madeloc, som er beliggende i 656 meters højde, byder på fremragende panoramaudsigter. Tårnet blev opført i 1285 af Mallorca kongen, Jacques II, som forsvarspost mod frankerne. Heroppefra kunne man overvåge hele kyststrækningen.
Hele byens atmosfære er stærkt præget af, at Spanien er beliggende blot en snes kilometer herfra.
Indbyggerne er mere catalanske end franske, og overalt i byen ser man det gul-og rødstribede catalanske flag. Byens motto er:
Sempre endavant, mai marirem (Altid fremad, vi vil aldrig dø), for øvrigt det samme som områdets lokale rugby hold (USA Perpignan, France) benytter.
Collioure er samtidig navnet på en fyldig rødvin, som produceres her på en af de Frankrigs mindste AOC vinmarker.
De gamle vinstokke på de stejle skråninger bag ved byen leverer ligeledes druer til Banyuls (Banyuls AOC), områdets meget berømte aperitif og desert vin.
Det kan desuden varmt anbefales at følge kystvejen ned imod den spanske grænse. Vejen snor sig op i bjergene, og på et langt stræk er der øde og vildt, men hele tiden med en fantastisk udsigt ned over havet og klipperne.