Perpignan (Perpinyà på catalansk) er hovedbyen i departementet Pyrénées-Orientales og tidligere hovedby i den gamle Roussillon Provins. Perpignan er smukt beliggende på kystsletten ved floden Têt nær dennes udmunding i Middelhavet. Et ferieophold i Pyrénées-Orientales giver mulighed for at gå på opdagelse i Mallorca-kongernes gamle hovedstad, Perpignan. Hele området byder på fantastiske muligheder for spændende udflugter i det bjergrige bagland eller for adskillige udendørsaktiviteter såsom klatring og canyon hiking, vandring, riverrafting, ridning og ski samt alle former for vandsport, golf og meget meget mere. Perpignan ligger desuden kun godt 35 km nord for den spanske grænse.
Perpignan er en gammel, historisk by, som i årenes løb har været kastebold mellem det rivaliserende Frankrig og Spanien og de dengang så mægtige Mallorca-konger.
Det økonomiske og historiske højdepunkt lå i perioden 1276-1344, hvor byen var hovedstad for kongeriget Mallorca, som også dækkede dele af Nordspanien. I dag er det en levende og interessant by med et udpræget catalansk islæt.
Catalonien forbindes oftest med Spanien, og ca.
90 % af regionen ligger da også syd for grænsen med hovedbyen Barcelona, men i denne del af Sydfrankrig opfatter man også sig selv som catalaner. Perpignan er hovedbyen i den franske del af Catalonien. Her holdes den gamle catalanske kultur i hævd, blandt andet i form af den catalanske nationaldans, La Sardana, og den traditionelle musik, La Cobla. Al offentlig administration foregår på både catalansk og fransk, og der undervises i catalansk i skolerne. Det catalanske køkken er naturligvis også en integreret del af regionens kultur.
Perpignan byder på en yderst interessant gammel bydel med smalle middelalderlige gader, historiske bygninger og museer.
Et godt sted at starte er ved byens imponerende vartegn
Le Castillet på
Place de la Victoire.
Le Castillet blev bygget i 1397 som byport og har senere fungeret som statsfængsel. I dag huser
Le Castillet et interessant lille museum over Roussillons catalanske kultur. Øverst oppe er der fantastiske panoramaudsigter med det majestætiske Canigou bjerg mod syd og den højtliggende gamle katarborg,
Chateau de Quéribus, mod nordvest.
Et stykke nede ad Rue Louis-Blanc kommer man til Place de la Loge med en af byens mest interessante bygninger, Loge de Mer, en gammel havne- og børsbygning fra 1400-tallet.
Lige ved siden af ligger rådhuset med sine fantastiske porte i smedjejern og Maillols statue af La Méditerranée i den indre gård samt 1500-tals bygningen
Palais de la Députation, som tidligere var parlamentsbygning for Roussillon.
Fra Place de la Loge løber Rue St-Jean ned til Saint Jean-katedralen på Place Gambetta.
Katedralen blev opført fra 1324-1509 og har et højalter i hvidt marmor. Katedralen har et meget specielt ydre, hvilket skyldes de skiftende bygherrer. Den rummer for øvrigt en stor samling relikvier, religiøse skulpturer og malerier. Syd for katedralen finder man
Campo Santo, en af Frankrigs ældste kirkegårde, som er mere end 600 år gammel. Et stykke syd for katedralen inde i araber/sigøjner kvarteret ligger den elegante, catalanske Saint-Jacques kirke oppe på en lille bakke. I Catalonien fejres påsken ved gennemførelsen af langfredagsprocessionen,
Procession de la Sanch, der har fundet sted siden 1400-tallet. Processionen, som udgår fra Saint-Jacques kirken, finder sted i stilhed, kun til lyden af tamburinens monotone klang og stille sang.
I den sydlige udkant af den gamle bydel ligger det imponerende Palais des Rois de Majorque, Mallorca kongernes palads fra 1284, som er omgivet af vældige fæstningsanlæg.
Det er byens stolthed og det mest interessante bygningsværk.
Den surrealistiske kunstner Salvador Dalí, som var født i Figueres, nord for Barcelona og ikke langt fra den spansk/franske grænse, gæstede i 1963 Perpignans banegård og mente efterfølgende, at det var universets centrum,
Le centre du monde. Her fandt han inspiration til flere af sine mesterværker. En udflugt til det smukke Salvador-Dali museum i Figueres kan for øvrigt varmt anbefales.